World Dome
Som at være der selv!
Bygget på samme principper som kuplerne i Randers Regnskov, består den ene tredjedel af Projekt Planet Randers af en kæmpe kuppel, der repræsenterer hele verden, og derfor har fået det passende navn ”World Dome”. Her kan man tage ud på en geografisk rejse til hele verdens forskelligartede natur og klima, og opleve dyrene i deres eget element, samtidig med, at der er masser af spændende rejse-aktiviteter for både børn og voksne. Oplevelsen skal føles som at være der selv! Ved at klikke på billedet til venstre kan man se en Oplevelsesguide over World Dome. Her kan man læse lidt om, hvilken oplevelse man kan forvente sig i World Dome.
Nordpolen
Den første rejse går til Nordpolen, hvor man kan se vilde isbjørne og søde sæler på Grønland. Island byder på gejsere og vulkan-søer, så her er rig mulighed for at slappe af i de varme - eller kolde - pools, og tilmed blive forkælet med wellness behandlinger af krop og sjæl. Svalbard bliver base for et formidlingscenter om genetiske ressourcer, og hvad der bliver gjort for at bevare dem i dag, men vigtigst; i fremtiden.
Nordamerika
Fortsæt rejsen til Nordamerikas tempererede klima. Her finder man et varieret udvalg af oplevelser. Man kan bo på Rocky Mountains Hotellet, som ligger gemt inde i den berømte bjergkæde, og samtidig fungerer som base for rappelling og bjergbestigning. Udforsk de store skove med de sjove pungrotter og bæltedyr. Besøg de golde prærier, hvor indianerne jagter bisonokser og hvor de bor i de flotte tipier, inden man kan sejle videre på floden, der løber gennem prærien, og blive ført til Florida Keys sumpede floder, der er fyldt med alligatorer og krokodiller.
Det Tropiske Øhav
Hold en pause fra alt rejseriet, og slap af ved den caribiske kyst. Børnene kan udforske piratskibene og fyre med vandkanoner, mens de voksne slapper af i strandkanten i det bløde sand. Hop om bord på en Kontiki-båd og sejl rundt til Påskeøen og Galapagos øerne, hvor der er et bredt udvalg af flora og fauna. Her kan I også spise ved Water Wold Café, hvor der serveres fisk fra alle verdens oceaner.
Afrika
Efter et afslappende besøg i det Tropiske Øhav går turen videre med fregat ad slaveruterne til Afrika. Her kan man opleve Savannen, slappe af i Oaserne og besøge de søde lemurer i trætoppene på Madagaskar.
Sydamerika og Amazonas
Denne sektion kan bedst sammenlignes med det nuværende Randes Regnskov, blot forstørret og intensiveret. Man sejler ned af Amazonas i den vilde regnskov med papegøjer og sommerfugle flyvende om ørerne, mens man kan betragte anakondaen på sikker afstand. Her er masser af liv i floden og i skovbunden.
Antarktisk
På Antarktisk kan man besøge en lækker restaurant, hvor der serveres mad af høj kvalitet. Her er der spændende gæster, næsten til bords – pingviner! Spis mens pingvinerne svømmer rundt blandt de store isbjerge, der danner en smuk baggrund for en helt speciel gastronomisk oplevelse.
Europa og Eurasien
Det europæiske klima, som vi kender så godt, skal man også en tur forbi. Her kan man gå på opdagelse i de flotte egeskove, hvor man finder bæveren og pindsvinet, men hvor man også kan have det sjovt og bruge maser af krudt på den store aktivitetslegeplads. Tag med den mytiske Orientekspressen for at komme videre til Asien.
Asien
I Asiens tempererede klima bliver man mødt af den imponerende Himalaya-bjergkæde. Se lavlandsdyrelivet, og mens man bevæger sig op ad bjerget, bliver man måske overhalet af de adrætte bjerggeder. På toppen bliver man belønnet med en smuk udsigt fra toppen af Planet Randers. På vej ned igen kan man være heldig at få et glimt af den sjældne røde panda.
Sydøst Asien
I den Sydøstasiatiske regnskov kan man komme tæt på den udryddelsestruede orangutang. Hele vejen igennem regnskoven flyver der papegøjer og flyvende hunde i luften, og junglehøns render rundt i skovbunden, mens gibbonaberne svinger sig i træerne. Her i den Sydøstasiatiske regnskov er det også muligt, at slappe af ved stranden, og de fine hytter ved stranden kan lejes til en overnatning eller to.
Australien
Afslutningsvis kommer man en tur ”down under”. Australien har et bredt dyreliv, og repræsenterer mange klimatyper. I det nordlige Australien findes der en smuk regnskov, hvor man møder alt lige fra den søde koalabjørn til den farligste fugl i verden! I Akvariet kan man se det flotte Great Barrier Reef. I det åbne og golde landskab finder man wombatten og kænguruen. Det tempererede klima på de sydligste øer og New Zealand byder på mange forskellige dyr, som ikke er så kendte, men især Kiwi-fuglen, som er New Zealands nationalfugl.
Læs mere om Planet Randers her:
Gudenå Naturpark
Økoinnovation
